|
|
|
The Beatles optrådte for første gang offentligt 27.12.1960 i en forstad til Liverpool. Gruppen bestod da of John Lennon, Paul McCartney, George Harrison og Pete Best. Den sidste blev i 1962 erstattet of Ringo Starr.
John Lennon (voc/rytmeg/p/mundha) er født 9.10.1940 i Liverpool, søn af en skibs-steward. Død 1980 i New York. Paul McCartney (voc/b/p/g) er født 18.4.1942 i Liverpool, søn af en bomuldshandler. George Harrison (voc/solog/sitar) er født 25.2.1943 i Liverpool, søn af en buschauffør. Ringo Starr, egtl. Richard Starkey (voc/tr) er født 7.7.1940 i Liverpool,, søn af en dokarbejder.
Læretiden (60-62) Tilbage til START
I 1955 dannede John Lennon en skifflegruppe efter Lonnie Donegans forbillede, og her slutter Paul McCartney sig til i 1956 og George Harrison i 1957. John Lennon danner med de to andre en trio i 1959 »Johnny And the Moondogs« hvortil der kort efter kommer Stuart Sutcliffe (b) og Pete Best (tr). Gruppen kalder sig nu »The Silver Beatles«, snart forkortet til »The Beatles« og repertoiret er mest rock'n'roll-numre.
Gruppen gæsteoptrådte flere gange i klubber i Hamborg (ligesom flere andre Liverpoolgrupper), og her lærte de gruppesammenhold, at stå på en scene og underholde et krævende og støjende publikum - ligesom de fik en stor portion musikalsk råstyrke of at skulle spille mange timer hver aften kun med korte pauser. Musikstilen var en blanding of hurtige rock'n'rollnumre og døgnfluer - de var nærmest balmusikere, der skulle spille hvad de blev bedt om.
Fra 1960-62 var The Beatles på tre længere ophold i Hamborg, og fra begyndelsen of 1962 etablerer de sig som Liverpools forende beat-orkester, bl.a. bliver de i januar kåret som vindere of en afstemning i bladet »Mersey Beat«. De er nu fast orkester på den toneangivende klub »The Cavern« i Liverpool. De stammede ligesom deres publikum fra arbejderklassen, som i deres hårdtpumpede versioner of den amerikanske rock'n'roll-musik fandt en sikkerhedsventil for de sociale spændinger, og The Beatles' Teddy Boy-image i denne tid var med til at sikre denne samhørighed. Masser of andre unge spillede lignende musik i Liverpools klubber på denne tid, og i takt med bl.a. The Beatles' succes, blev beatmusikken en chance for social opstigning, som hidtil kun havde været i fodboldspiller-karrieren.
Da grammofonpladeforhandleren Brian Epstein fra slutningen af 1961 bliver deres manager, begynder han at slibe deres image af, så de kan gøre sig uden for Liverpool-klubberne. Deres sceneoptræden bliver trænet og deres påklædning skifter fra lædertøj til jakkesæt.
Efter flere forgæves forsøg skaffer Brian Epstein i 1962 Beatles en pladekontrakt med EMI, og
deres producer bliver George Martin. I slutningen af 1962 udkommer deres første .single
»Love Me Do« der bliver et mindre nationalt hit (rir. 17 på hitlisten). Pete Best er nu erstattet
af Ringo Starr, og med den næste plade udsendt i oktober »Please Please Me« bryder gruppen
for alvor igennem i England.
Gennembrud og turneer (62-66) Tilbage til START
Med »Please Me« og de næste tre udgivelser slog Beatles deres position fast i England, og de tager på flere turneer rundt i landet, ligesom de optræder i TV-shows. En af deres successer »She Loves You« havde omkvædet »Yeah, Yeah, Yeah« og det blev ofte råbt og sunget af deres fans hvor de viste sig - de første tilløb til .beatlemani.
»I Want To Hold Your Hand« bliver i begyndelsen af 1964 nr. 1 på de amerikanske hitlister, noget hidtil uset for engelske grupper. Da de kommer til USA på deres første turne, mødes de af 10.000 hysteriske fans i lufthavnen. De optræder i det populære »Ed Sullivan Show« og næsten 3/4 af alle fjernsyn i USA er stillet ind på denne kanal i dagens anledning.
Fra nu af slår The Beatles alle rekorder inden for` branchen een efter een.
Den tidlige Beatles-musik var meget påvirket af 50ernes rock'n'roll, og på de første LP'er findes flere indspilninger af bl.a. Chuck Berry's musik. Deres udgaver var dog også påvirket af Gospel og anden sort musik, ligesom de havde lyttet til f.eks. Everly Brothers tostemmige sang. Deres tekster afspejlede den engelske arbejderungdoms flabede humør, med ordspil, ironi og lettilgængelige danserytmer. Teksterne handlede mest om banal holde-i-hånd kærlighed (som de fleste andre popsange), men de var fremført med et smittende engagement og stor spilleglæde. Med The Beatles' etablering som den førende beatgruppe her i begyndelsen af 60erne slås gruppeformen fast: 2 elguitarer (solo- og rytmeguitar), elbas og trommer, hvor den dominerende form tidligere havde været solist + backing.
I stigende grad blev gruppens materiale skrevet af Lermon og McCartney, og deres efterhånden dybt originale kompositioner var en af årsagerne til, at det netop blev The Beatles, der oplevede den kolossale medgang. De var desuden heldige at dukke op på et tidspunkt, hvor popmusikken var inde i et dødvande, og de havde en manager, der forstod at forme deres image, så det var så nyt og friskt, at det kunne bruges af ungdommen bl.a. i deres afstandtagen til forældregenerationen. Samtidigt var deres facon så velpoleret og vittig, at de hurtigt charmerede en stor del af den voksne generation også.
I årene mellem 1962 og 1966 indspiller The Beatles 102 sange. I England udkom disse på 8 LP'er (inkl. antologien), 12 EP'er og 13 singler. Præcis de samme numre blev ompakket til den amerikanske kunde til 11 LP'er, 4 EP'er og 20 singler. Der er ikke to plader i de to sæt med samme indhold.
»I Want To Hold Your Hand« fra 1963 er et typisk eksempel fra denne tid. Forrest en høj solostemme bakket op af et flerstemmigt kor. I baggrunden en solid rytme (en lidt lettere udgave af rock'n'roll-rytmen), hvor trommeslageren især spiller på hihat, og hvor rytmen understreges af håndklap. Melodien er let at synge med på, og humøret og spilleglæden lyser ud af den. Nummeret er velgennemarbejdet, men ikke mere kompliceret, end det kan lade sig gøre at lave det på samme måde på en scene (»live«).
Et eksempel på The Beatles' personlige sangskrivertalenter er f.eks. »Yesterday«, hvor en
smuk og iørefaldende melodi akkompagneres af en diskret rytme og strygere - et tegn på den
voksende bevidsthed om brugen af studiet og studiemusikere, der skulle blive stadig mere og
mere tydelig.
Studieperioden (65-67) Tilbage til START
Med pladen »Help« fra begyndelsen af 1965 og især med »Rubber Soul« senere samme år, går The Beatles ind i en ny fase. Deres tekster handler nu om andet end teenage-kærlighed, og musikken bliver blødere og mere ,avanceret. Studiet er nu deres vigtigte arbejdsplads, og deres hjælper bliver George Martin, der både producerer og arrangerer deres musik for de større og større besætninger, de nu arbejder med.
Musikken er nu ikke længere blot en enkeltstående sang, et hit - den bliver et kunstværk, hvor alt kan bruges i opskriften. I starten er det især store orkestre (f.eks. strygere som i »Yesterday« og »Elanor Rigby«) eller nye instrumenter (som sitar'en i »Norwegian Wood«), men efterhånden høres også udviklet vokalharmonier (som i »Nowhere Man«). Og måske allervigtigst er selve studiets muligheder for at manipulere med lyden: at spille båndstumper hurtigere, langsommere eller baglæns etc. Denne eksperimenterende og lydmalende brug af musikken og de langt mere avancerede og ofte surrealistiske tekster er tydeligt påvirket af flower-power-kulturen og The Beatles' musik skulle blive denne kulturs første klassikere. Dette kan høres på »Strawberry Fields Forever« og især på hele »Sergeant Peppers Lonely Hearts Club Band« fra 1967, der er som en rejse - et trip gennem et musikalsk eventyrland.
»With A Little Help From My Friends« er næsten en popsang med en iørefaldende melodi. »Lucy in the Sky with Diamonds« er en hentydning til .LSD (bl.a. forbogstaverne, tekstens surrealistiske form og musikkens drømmende udtryk). »A Day In the Life« er faktisk to forskellige melodier, der er limet sammen af et stort orkester, og forsynet med masser af effekter for at illustrere og kommentere teksten, der nu for første gang er aftrykt på .coverets bagside.
The Beatles var blevet en af ungdomskulturens store etablerede navne. De var ikke egentlig nyskabende, men de var i høj grad nysgerrige og eksperimenterende, og deres plader bragte ofte nyskabelser ud til et stort publikum (f.eks. brugen af det indiske instrument sitar'en). Bob Dylan havde vist vejen for meningsfulde, dybsindige tekster til beatmusik, men det var først med The Beatles, at denne tendens blev næsten enerådende.
De kunne forene hippie-kulturens ideer og livsholdninger med en lettilgængelig musik i flotte produktioner, som f.eks. »All You Need Is Love«, der blev sunget for en halv milliard mennesker i et satellittransmitteret show i 1967.
I takt med denne udvikling af studiearbejdet blev det vanskeligere og vanskeligere for The Beatles at genskabe deres musik på en scene, og sammen med de stadigt mere hysterske optrin ved deres koncerter var det grunden til, at de i 1966 definitivt holdt op med at give koncerter. En anden grund var, at de ikke længere havde brug for pengene og reklamen fra de anstrengende turneer.
Opløsning og solokarrierer Tilbage til START
I 1967 døde manageren Brian Epstein, og det var et hårdt slag for gruppen, der ikke blot mistede en ven, men også en helt afgørende rådgiver, der kunne holde sammen på The Beatles som gruppe.
De enkelte medlemmer var ved at vokse fra hinanden - menneskeligt, musikalsk og økonomisk var der en stigende uenighed, der til sidst skulle føre til den officielle opløsning i 1970. Inden da var der flere tegn, der pegede i denne retning.
Der står Lennon-McCartney på de fleste af gruppens numre, men i de sidste par år var de ofte komponeret af enten Lennon eller McCartney, selv om den endelige udformning blev bestemt af gruppen i fællesskab i studiet.
George Harrison, der især som komponist havde stået i skygge af Lennon og McCartney, begyndte at manifestere sig med egne kompositioner. Det var hans interesse for Østen, der fik The Beatles til at beskæftige sig med dens filosofi og musik, og det var ham der introducerede sitaren i »Norwegian Wood«.
John Lennon var træt af sit image som en af de glade popstjerner, og han forsøgte sig bl.a. som forfatter til seriøse digte, ligesom han sammen med sin senere kone Yoko Ono lavede happenings, der lå langt fra det etablerede billede af The Beatles.
Ringo Starr kunne man efterhånden udskille som den »letteste« af beatlerne. Hans smag gik i retning af sorgløse, uforpligtende numre, og det harmonerede ikke godt med især Lennons og Harrisons forsøg på stilskift i en mere seriøs retning.
Også Paul McCartney var imod de mange eksperimenter og flirten med avantgardekunst, som især John Lennon stod for. Han stod efterhånden for »den bløde retning« med vemodige, smukke popballader, men forsøgte samtidig (af økonomiske årsager) at holde sammen på den smuldrende gruppe.
Disse tendenser kan tydeligt mærkes på dobbelt-LP'en fra 1968, det såkaldte »hvide album«. Her er concept-ideen forladt, og albummet har nærmest karakter af en række enkeltnumre, en kavalkade over Beatlesnumre i alle mulige forskellige stilarter, men uden en gennemgående rød tråd.
Også »Abbey Road« fra 1969 har i høj grad denne karakter, og det bliver gruppens sidste. I 1970 udsendes dog »Let It Be, der er indspillet i 1969 som lydspor til filmen af samme navn. På enkelte af numrene kan man stadig høre noget af den gamle spilleglæde og kunstneriske kvalitet.
Efter den officielle opløsning i 1970 har alle fire fortsat en solokarriere. John Lennon har på overbevisende måde vist sig som en engageret og dybt begavet kunstner, selv om hans produktion ind imellem har virket lidt naiv. Paul McCartney har med succes slået sig op som popsanger med et vist talent og en solid berømmelse i ryggen. Ringo Starr har både lavet soloplader, der ikke virker overbevisende, og med lidt større held forsøgt sig som skuespiller. George Harrison har også lavet nogle soloprojekter, men har efterhånden trukket sig ud af offentlighedens søgelys.