Bob Dylan (egtl: Robert Allen Zimmerman) er født 24.5.1941 i en lille mineby i USA nær grænsen til Canada. Hans jødiske familie havde en lille butik og tilhørte den Øvre middelklasse.

Baggrund Tilbage til START

Som ung lyttede Bob Dylan til både sort rhythm'n'blues og hvid country& western, og i skolen havde han et rock'n'roll-orkester. Allerede her reagerede han på sit miljø og sin opvækst ved at interessere sig for rock' n'roll og være med i en motorcykelbande - noget, der absolut ikke passede ind i forældrenes normer. Af væsen var han indadvendt, selvcentreret og til tider sær - han gjorde meget for at være anderledes end de andre.

Da han i 1959 kommer på college i storbyen Minneapolis er rock'n'rollmusikken ved at dø ud som »alternativ« musikform, den er blevet poppet og besudlet af nogle bestikkelsessager. Blandt den intellektuelle ungdom er det folkemusikken, der vækker mest interesse, og Bob Dylan begynder at dyrke denne musikform, med sang til eget westernguitar-akkompagnement.

Fra dette tidspunkt kan man møde de første af de mange myter, der er omkring Bob Dylan (og som han ofte selv har spredt). Han fortæller til alle der gider at høre på det (og flere til), at han er stukket af hjemmefra, er forældreløs og har vandret omkring over hele USA. Dette billede af den omstrejfende sanger-bums er ikke tilfældigt - det er nemlig taget fra Woody Guthries liv, som Bob Dylan stifter bekendtskab med, og som bliver hans store idol.

Bob Dylans interesse i folk-music er først og fremmest af musikalsk natur, han interesserer sig ikke meget for de politiske strømninger, som folk-music'en bliver tilknyttet fra omkring 1961. Musikstilen bliver kendt med -The Kingston Trio's og The Weavers indspilninger i slutningen af 50erne, og herfra søger mange ligesom Bob Dylan tilbage til den oprindelige amerikanske folkemusik: enkle sange, som regel med samme melodi til alle vers, og til et enkelt' akkompagnement på guitar eller evt. banjo.

1 1961 kommer Bob Dylan til New York, bl.a. for at besøge Woody Guthrie, der ligger uhelbredelig syg på

et hospital. Her kommer han i kontakt med miljøet i kunstnerbydelen Greenwich Village i New York, hvor man i kaffeklubber bl.a. dyrker den folkmusic, Bob Dylan spiller. Han holder stadig fast i sit Woody Guthrie-image, kalder sig nu Bob Dylan, og skriver en mængde sange, ofte i Woody Guthries stil. Han bliver efterhånden kendt i inderkredsene i Greenwich Village, og i 1962 indspiller han sin første LP »Bob Dylan«, der sælger dårligt, med bl.a. »Talkin' New York«, en talkingblues i Woody Guthrie-stil.

Protest-perioden. Tilbage til START

I de følgende år er Bob Dylan uhyre produktiv, og i sine sange identificerer han sig med forskellige proletariske sanghelte (både hvide og sorte), selv om bl.a. hans baggrund giver sangene et mere privat indhold.

I årene 1961-62 bliver Greenwich Village-miljøet mere politisk bevidst, bl.a. p.gr.a. Cuba-krisen og kampen om at få sorte optaget på de fine universiteter. Bob Dylan skriver nu også sange med et samfundskritisk indhold, f.eks. en sang om en lynchning af en ung neger i sydstaterne, og denne drejning falder godt i tråd med tendensen i miljøet, og hans popularitet stiger. Hans egentlige gennembrud kommer ved Newport Folk Festival 1963, hvor han introduceres af .Joan Baez og hyldes som genrens nye stjerne.

Musikken er meget enkel, næsten asketisk. Bob Dylans karakteristiske drævende og nasale stemme (ofte med sydstatsdialekt) akkompagneres af hans western-guitar og hans mundharmonika. Guitarspillet er meget spartansk, men effektivt i sammenhængen, som oftest bruger han ikke mere end 3 akkorder. Stilen er stærkt påvirket af den traditionelle amerikanske folkemusik, selv om teksterne nu er aktuelle og ofte samfundskritiske.

På den anden LP »The Freewheelin' Bob Dylan« fra 1963 er det musikalske udtryk det samme. Sangene handler om den manglende frihed i landet - et tema, der er gennemgående i hans sange de følgende år. Det er det enkelte individs egen personlige frihed - eller »selvrealisering« - det handler om. Der er ikke tale om en egentlig samfundsanalyse eller -kritik, men mere diskussioner om moral og en appel til det bedre i mennesker.

Sangen »Blowin' in the Wind« handler om denne mangel på frihed, men på en meget ukonkret, abstrakt måde. Der er ingen analyser eller løsningsforslag, men sangen blev med sit poetiske sprog borgerrettighedsbevægelsens slagsang, og Bob Dylan blev regnet som en af bevægelsens ledende figurer. Det er en af hans vigtigste fortjenester i denne periode, at han fornyer den politiske sang, at han formulerer hele bevægelsens tanker i et poetisk sprog, der ikke er hørt før.

Denne anden LP bliver solgt pænt, først og fremmest blandt unge intellektuelle i universitetskredse. Pladeselskabet CBS, der ellers ville have droppet Bob Dylan efter det ringe salg af hans første LP, tager ham nu til nåde igen. Han får lov til at indspille flere plader, og kan nu i større grad selv bestemme indholdet, ligesom han er heldig at få John Hammond som producer, da denne har sympati og forståelse for Bob Dylans arbejde.

I disse år synger Bob Dylan til en masse demonstrationer og møder, og skriver socialkritiske sange, som f.eks. »Only A Hobo«.

I januar 1964 kommer så Bob Dylan's tredje LP »The Times They Are A-Changing«, der er hans mest direkte politiske plade. Her synges om tiderne, der skifter, om forandringer, der skal ske.

Bruddet med bevægelserne Tilbage til START

Med den fjerde LP »Another Side of Bob Dylan« bryder han med de politiske bevægelser. Han synger nu mest om sin egen, private stræben efter frihed. Teksterne bliver mere komplicerede, og ikke så direkte tilgængelige med deres glade, absurde sprog.

Bob Dylan vender ryggen til de politiske bevægelser, men store dele af mellemlagsungdommen tager ham alligevel til sig, fordi han beskæftiger sig med private følelser, der ikke diskuteres i de politiske kredse. Fra at være en frontsoldat i de politiske bevægelser bliver han nu et talerør for den fremvoksende hippieungdom med sit sprogligt nuancerede billedsprog. Den musikalske side forenkles yderligere, og hans sange kan synges med ganske få instrumentale forkundskaber (selv om man skal lytte mange gange til pladen for at kunne huske de mange små forandringer i sangstemmen fra vers til vers). Sangene er velegnede til fremførelse i grupper, hvor det drømmende udtryk passer godt ind i hippiegruppernes fællesskabsstemning man sidder stille og lytter til sangene, måske synger man med på dem, men man danser ikke.

»My Back Pages« er et direkte formuleret opgør med de politiske bevægelser, og det bliver af mange opfattet som reaktionært at synge om kærlighed i stedet for aktuelle, politiske begivenheder - men det passer f.eks. godt ind i hippie-miljøet, der i forvejen har isoleret sig fra samfundet, og som mere er optaget af deres egen selvrealisering.

Dylan sætter strøm på Tilbage til START

Ved Newport Folk Festival 1965 bliver Bob Dylan pebet ud, da han viser sig med elektrisk forstærkede instrumenter i nogle af sine sange. For folke-musikentusiasterne var det helligbrøde at spille på elguitarer.

På den femte LP »Bringin' It All Back Home« fra 1965 kan man høre disse tendenser. Der er flere instrumenter med, og på nogle numre er der tale om et regulært rock-akkompagnement. Efter -The Beatles er slået igennem i USA i 1964, bliver det »in« at spille elektrisk, og pladen bliver en stor succes, og spreder endda stilen til Europa (f.eks. den engelske sanger Donovan). Sangstemmen er nu blevet dybere og består ofte af mange tonegentagelser, en slags »messen«. Teksterne handler om forholdet til samfundet - stemningsbeskrivelser af det borgerlige samfund i ironiske billeder. i »Subterranean Homesick Blues« indeholder mange af disse elementer. Den handler om tvang, manipulation j og det enkelte menneskes magtesløshed, men den udtrykker også en antiautoritær holdning, f.eks. i de berømte linier »Don't follow leaders watch the parking meters« (Følg ikke ledere, hold øje med parkometrene). »Mr. Tambourine Man« blev et stort hit, og efter -The Byrds genindspillede den (og fik stor succes på det) blev det populært at indspille Bob Dylanmateriale.

Her i midten af 60erne viser Bob Dylans store betydning sig. Han havde vist, at rock-tekster kunne være meningsfulde, ja endda mystiske og underfundige, og denne kombination af indholdsrige tekster og rock-musik skulle blive normen i resten af 60erne. Bob Dylan var blevet beat-kulturens første (og største) intellektuelle idol. Han bliver analyseret, fortolket og interviewet alle steder, men man får sjældent nogle eentydige svar. Han gør et stort nummer ud af at være mystisk, og svarer ofte helt hen i vejret på spørgsmål.

På »Highway 61« fra 1965 fortsættes stadig den absurde samfundsskildring, men på »Blonde On Blonde« fra 1966 er denne distance opgivet, og Bob Dylan vender sig endnu mere ind i sig selv. Sangene bliver endnu mere personlige, og handler mest om forholdet mellem mand og kvinde, som f.eks. »Just Like A Woman«.

Country & Western Tilbage til START

Efter næsten to års pause, bl.a. på grund af en trafikulykke, kommer pladen »John Wesley Harding« i 1968. Det er en venlig og lettilgængelig plade, uden skarpe kanter, hvor Bob Dylan synger mere, end han nogensinde har gjort før. Hør f.eks. »John Wesley Harding«.

»Nashville Skyline« fra 1969 følger dette op. Akkompagnementet er renvasket .country&western og teksterne er harmoniske kærlighedssange uden noget særligt kritisk indhold. Mange anklager på ny Bob Dylan for at have svigtet: ikke alene synger han ukritiske tekster til elektrisk akkompagnement, men oven i købet til country&western-akkompagnement - indbegrebet af reaktionær musik og livsstil. Men Bob Dylans publikum vokser, og han sælger plader som aldrig før.

Bob Dylans gennemslagskraft Tilbage til START

Egentlig er det mærkeligt, at en så speciel sanger og musiker som Bob Dylan kunne blive så kendt og elsket. Hans tekster er ikke let tilgængelige, og hans musik virker heller ikke umiddelbart iørefaldende, selv om meget karakteristisk.

Men Bob Dylan kommer frem i en tid med øget materiel velstand, hvor unge har råd til at interessere sig for sig selv - og for at realisere de tanker og ideer, de måtte have.

Her kommer Bob Dylan ind i billedet. Han formulerer disse tanker og bliver en hel generations talerør. Hans helt store betydning ligger i dette at sætte kritiske, meningsfyldte tekster til rockmusik - at kombinere intellektuelle tekster med kropslig rockmusik. Fra midten af 60erne kan man se et skift i denne retning hos næsten alle grupper - selv The Beatles skifter kurs, bl.a. inspireret af Bob Dylan.

Tilbage til START