opdateret dec. 2004
Tekstelementer
1) Replik
a) Dialog: en samtale mellem to eller flere personer, der har flere formål i et drama. Dels bliver stykkets problemstillinger diskuteret, dels gives der en slags karakteristik af de forskellige personer gennem replikkerne – vi har så at sige ikke anden mulighed for at lære personerne at kende end gennem det, de siger.
b) Monolog: er en enetale, der i et drama kan have flere formål: dels den berettende monolog, der fortæller om forhold uden for selve stykket, dels den lyriske monolog, der udtrykker følelser og stemninger hos den pågældende person, og sidst konfliktmonologen, der viser jegets konfliktfyldte bevidsthed. Monologen fungerer oftest i stykket enten som en slags personlig højttænkning eller som en bevidst tale henvendt direkte til publikum, hvilket oftest ses i indledningen eller i afslutningen, fx. som en afsluttende morale over stykkets handling.
2)
Regibemærkninger
a) Om det ydre: beskrivelse af rummet og rummets genstande, af personernes tøj eller gøremål, af eventuelle lyde/ effekter (lys, musik m.m.), samt beskrivelse af fagter imens dialogen er i gang.
b) Om det indre: beskrivelse af personernes sindsstemning og måden at udtale ordene på. Jo færre regibemærkninger der er her, jo større mulighed er der for en instruktør for at ”fortolke” personerne i opsætningen af stykket.
Det klassiske konfliktforløb (som kan findes i mange andre slags tekster end dramatekster) :
Den klassiske opdeling - efter indhold og slutning - er:
a) Tragedien (sørgespillet): skulle ifølge Aristoteles vække frygt og medlidenhed, samt resultere i renselse. Dette kræver, at forløbet er tæt knyttet til hovedpersonen og gennemføres med stram konsekvens.
b) Komedien (lystspillet): Den klassiske komedie opstod med Molieres og Holbergs komedier fra 1600- & 1700-tallet. Man opdeler traditionelt komedier i følgende:
Det lukkede drama er gerne inddelt i akter og scener, hvor de enkelte handlingsdele hænger nøje sammen. Det bygges op af et stramt, logisk handlingsforløb omkring én eller få hovedperson(er).
I forhold til begivenhedsforløb taler man om to typer lukket drama:
Det åbne drama bygges ofte op af forskellige enkeltscener eller billeder, der opføres efter hinanden, uden synlig sammenhæng. Det, der kan binde scenerne sammen kan være en fælles idé eller et fælles tema, der så behandles ud fra forskellige synsvinkler. Dette kaldes også episodisk drama: Det, der kan binde scenerne sammen kan være en fælles idé eller et fælles tema, der så behandles ud fra forskellige synsvinkler.
Episk teater er en særlig form for åbent drama. Det kan ses som et modstykke til det naturalistiske drama, der gør op med ”virkelighedsillusionen”. Her skal tilskueren vækkes til aktiv, selvstændig stillingtagen, og det gøres klart, at dramaet er et spil, ikke et stykke virkelighed. Det ses bl.a. ved, at der bruges skilte og fx. papmåner på scenen i stedet for virkelighedstro kulisser, og der indføres en epsik fortæller, der kommenterer skuespillet og diskuterer med publikum.
Det græske drama: bevarede værker fra ca. 400 f.Kr.
Middelalderdrama: foregik i kirkeligt regi, opstod i 900-tallet e.Kr., kan underopdeles i mysteriespil, mirakelspil, moralske spil, passionsspil.
Commedia dell’art: udvikles i 1500-tallet i Italien, er kendetegnet ved at en teatertrup drog rundt i landet og opførte improviserede komedier. Herfra er bla. Harlekin og Coumbine-ideen udviklet.
Det klassicistiske drama: opstår omkring 1650 og har en meget stram opbygning. Kaldes også enhedsdrama, de det er her man udvikler ideen om de tre enheder: handlingens enheder (én hoved-handling), tidens enhed (handling inden for 24 timer), stedets enhed (samme lokalitet)
Det naturalistiske drama (problemdrama): opstod i 1850’erne, men de største stykker er dog fra 1880’erne
inspireret af Litteraturens veje,
Systime & Litteraturhåndbogen,
Gyldendal