Apologi og undskyldningsretorik
De fire grundlæggende retoriske
mål for apologi er følgende:
Reformative strategier (der ikke søger at ændre publikums holdning til/følelser om det pågældende emne)
· Benægtelse (denial) – man afviser at have nogen skyld, eller understreger at man ikke havde til hensigt at gøre noget forkert. ”Jeg har ikke gjort noget galt”, ”Det var ikke min mening at…”
· Afstivning (bolstering) – man søger at identificere sig med noget, som publikum anser for positivt, så de vil se igennem fingre med det, man har gjort. ”jeg har de samme værdier som jer, derfor…”
Transformative strategier (der skal ændre publikums holdning til eller forståelse af emnet)
· Adskillelse (differentiation) – man pinder handlingen ud, så den ikke længere fremstår som noget kritisabelt, men som noget andet (evt. opdele den i flere dele, hvor kun en enkelt del er et problem), eller man sætter handlingen i et andet perspektiv – evt. ”jeg var ikke mig selv, da…”
· Transcendens (transcendence) – man forbinder sagen med en større sammenhæng, der sætter ens handling i et mere fordelagtigt perspektiv. Evt ”det var et nødvendigt middel til at nå målet, at…”
Disse fire strategier kan jo blandes på mange måder, men Ware & Linkugel kommer frem til, at de fire mest typiske former (undergenrer) bygger på en kombination af en reformativ og en transformativ strategi:
1. Frifindelse, syndsforladelse (absolution) – bygger på benægtelse og adskillelse. Formålet er frifindelse, at få renset sit gode navn.
2. Oprejsning (vindication) – bygger på benægtelse og transcendens. Formålet er at bevare sit gode ry og etablere større moralsk værd hos sig selv end hos anklagerne.
3. Forklaring (explanation) – bygger på afstivning og adskillelse. Formålet er at give publikum så stor forståelse af og indlevelse i ens bevæggrunde, at de ikke vil kunne dømme en.
4. Retfærdiggørelse (retfærdiggørelse) – bygger på afstivning og transcendens. Formålet er at opnå både forståelse og anerkendelse. (side 196)
”Med en apologi kommer retor publikums skuffelse/vrede/forargelse i møde og forsøger at (bort)forklare årsagen til deres reaktion. En apologi er en gestus til modtagerne i den forstand at den forsøger at forbedre forholdet mellem den anklagede og publikum, men den indebærer ikke, eller kun yders sjældent, anerkendelse af skyld, og den fremsættes af hensyn til den anklagede, ikke af hensyn til den krænkede part. På disse punkter adskiller den sig afgørende for hvad man kan kalde undskyldningsretorik. Det vigtigste træk ved undskyldningsretorik er at den bygger på retors anerkendelse af at være ansvarlig/ skyldig” (side 200).
De finder tre grundlæggende former for undskyldninger:
1. Forsvar (som Sokrates’ Apologi)
2. Forklaring (som fx ”undskyld, jeg kommer for sent, toget var forsinket”)
3. Moralsk undskyldning (jeg er forfærdelig ked af at have såret dig) – indebærer at man beder om tilgivelse og forsøger at opnå forsoning. (s.200-201)
Den moralske undskyldnings tre dimensioner (for at den skal virke):
· Krænkeren anerkender sin egen (eller gruppens) skyld
· Krænkeren anerkender ofrets moralske status (som ligeværdig og uskyldig)
· Krænkeren anerkender rimeligheden i ofrets evt. følelser af modvilje og vrede over den ufortjente krænkelse
For at noget skal kunne defineres som forsoningsretorik, skal følgende gælde:
1. anerkende at man har gjort noget forkert og bede om tilgivelse
2. gennem grundig eftertanke ændre indstilling/ handlemønster
3. gøre noget konkret for at forbedre nuet og fremtiden
4. gennem offentlig eller privat sjæleransagelse at bevise undskyldningens oprigtighed
5. søge soning i en offentlig kontekst (s. 202)
[1] Disse noter er et sammendrag af artiklen ”Apologi og undskyldningsretorik” af Lisa Storm Villadsen.