Rets-talen i nyere perspektiv
Teori-ark med en del copy/paste fra Janus Beyer: ”Retorik i retten”, Hans Reitzels Forlag 2013
I mange årtier har retorikken ikke fyldt noget særligt inden for dansk retstænkning. Det skyldes især, at de to dominerende strømninger i retsfilosofien herhjemme er hhv. den positivistiske og den postmoderne retsfilosofi. Den første siget, at advokaten skal finde det rigtige svar, ”gældende ret”, i enhver retslig tvist, for at opnå retssikkerhed i form af ensartede afgørelser i ensartede sager. Det svarer til en tankegang a la logikkens og matematikkens love. I den modsatte ende er der den postmoderne filosofi, en slags ”platonisk” humanistiske, der mere vægter dommerens subjektive bearbejdning af stoffet som udslagsgivende for afgørelsen, hvor dommen træffes af ”tavse stemmer”, der ikke kan formuleres eksplicit. (s. 27-29)
Der findes tre grundlæggende stridstyper, som traditionelle straffesager kan rubriceres inden for:
1) Den konjekturale strid: striden angår, hvad der egentlig er foregået (man underkender beskrivelser i anklageskriftet)
2) Den definerende strid: striden angår, hvilken bestemmelse, faktum hører ind under, altså hvordan den defineres juridisk.
3) Den kvalitetsmæssige strid: forsvareren gør særlige undskyldelige omstændigheder gældende. Striden angår, hvorvidt disse særlige omstændigheder skal påvirke rettens bedømmelse af sagen. (s.34)
Der findes i alt 7 grundlæggende steder, hvorfra man kan føre sin sag, når sagens strid angår faktum – de fire af dem ligger inden for den kvalitetsmæssige strid:
a) At se sagen i en større sags tjeneste – fx at man ikke har handlet af egoistiske grunde
b) At overføre ansvar til nogle/noget, der ikke kan gøres ansvarlig – som fx en vildledende gps, et dårligt økonomistyringsprogram, at man var psykisk utilregnelig (dvs. sager, hvor der ikke findes en ansvarlig, der kan modtage straf)
c) At overføre ansvar til en anden, der kan gøres ansvarlig – fx at gøre sin klient til en passiv medløber.
d) Modanklage – den forurettede fortjente det simpelthen, fx vold mod en, der slev har været grov. (s.53-56)
· Kanonkuglestrategien: Her satser man på at vinde sagen på ét eller meget få stærke argumenter. Når man satser på at vinde sagen på ét hårdtslående hovedargument, skal det være det gennemgående tema i bevisførelsen.
· Haglgeværstrategien: betyder, at man har mange små argumenter, man at hver enkelt af dem ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at vinde sagen. Det er i stedet mængden af indicier, der tilsammen er med til at vinde retten for sagen. Her er det vigtigt, at disse flettes sammen i en sammenhængende fortælling… (s.113-14)
Gendrivelser kan optræde i tre variationer:
1) Man skal gendrive den anden parts stærkeste argument
2) Man skal foregribe kritik af sin egen bevisførelse ved selv at nævnde dens svaghed og forklare, hvorfor argumentet skal tælles med, på trods af evt. svagheder
3) Man skal foregribe brug af retskilder, der peger på, at man vil tabe sagen og fortælle retten, hvorfor disse ikke er repræsentative for denne sags faktum, eller pege på andre kilder og forklare, hvorfor disse bør tillægges mere vægt
4) Og en fjerde, kun for forsvareren: at så tvivl ved anklagemyndighedens sag ved at påpege vigtige forhold, der taler til fordel for den tiltalte, som ikke er undersøgt til bunds i efterforskningen. (s.116)
En gendrivelse bliver også kaldt en ”vaccination”, idet man jo foregriber den anden parts angreb på det svage argument, og med gendrivelsen sprøjter man en ”modgift” ind i dommerne, der bevirker, at den anden parts kritik ikke vil få samme effekt i retten (s.119)
Evidentia betyder, at man beskriver gerningen, så retten kan se den udspillet for sit indre blik. Typisk forekommer evidentia, når forurettede fortæller om overfaldet, slag for slag, spark for spark – på en sådan måde, at dommerne danner billeder af gerningen og lever sig ind i sagen. Det forekommer fx også, når anklageren afspiller en voldtaget kvindes opkald til alarmcentralen… (s.205)
”Du skal sørge for, at tiltaltes brutale adfærd virker lige så pinefuld på dem, som hører om den, som den virkede på dem, der fik den at føle” (Cicero) (s.207)
En fortælling kan bl.a. virke ved, at hovedpersonen tegnes tydeligt, at der er et indre modsætningspar (det gode og det onde, ung, gammel, svag, stærk), og at det ubehagelige udpensles – det er procedurens primære patosappel. Disse små detaljer er billedskabende og får dommerne til at se det hele for deres indre blik. Andre fortællergreb er kronologi og fortælleperspektiv (207-8)
For at kunne fortælle historien overbevisende, skal man gennemtænke følgende fem fortælleelementer:
1. person: hvad kendetegner personerne? (hvad er deres relationer og personlige karakteristika)
2. scene: Hvor og hvornår handler personerne? (hvordan ser der ud, er det nat eller dag etc.)
3. Handling: hvad gør personerne? (stemmer det overenes med, hvad vi ellers ved om personen?)
4. Redskab: hvilke hjælpemidler benytter de? (ting eller andre personer)
5. Motiv: Hvorfor handler de, som de gør? Motivet er vigtigt, idet det skal hænge sammen med de øvrige punkter – der må ikke være selvmodsigelser eller være huller i fortællingen her.