Skriv i fagene
Dansk

Skrivemetro  >  Skriv i fagene 

 Index   -   Forside

Den analyserende artikel

 

 

 

I den analyserende artikel kan du vælge at arbejde med én eller flere teksttyper inden for medier, sprog eller litteratur. Du vil få præsenteret en række tekster, der både kan være trykte og digitale, og som spænder over genrer som f.eks. novelle, digt, tale, kampagnemateriale, uddrag fra dokumentarudsendelser, tv-reklamer og artikler.

 

Der vil til tider i opgaveformuleringen være krav om, at du skal sammenligne eller perspektivere forskellige typer af tekster, således at du f.eks. skal analysere et medieklip og perspektivere til et digt eller en trykt tale. Inden du skal i gang med analysen, er det derfor vigtigt, at du vurderer, hvilke begreber, du vil anvende i din analyse. Er det f.eks. et materiale, der formidler et budskab med retoriske virkemidler og gennemtænkt argumentation som f.eks. en tale, et kampagnemateriale eller en artikel, kan det være relevant at bruge begreber som påstand, belæg, hjemmel, appelformer, gentagelser mv. Er din tekst derimod f.eks. en novelle, er det relevant at forholde sig til den litterære teksts typiske virkemidler og f.eks. fokusere på fortællerforholdet, personkarakteristik og tematikken. Er der tale om et klip fra en dokumentar eller en spillefilm, så skal du gøre brug af mediefaglige analyseredskaber, og analysen vil fokusere på fx klipperytme, lys, kameravinkler mv.    

 

Der vil typisk være krav om at inddrage disse elementer i en analyserende artikel:

  • en analyse af teksten

  • en fortolkning af teksten

  • en vurdering af teksten

  • en perspektivering af teksten

 

Uanset hvilken teksttype du vælger at arbejde med, skal du i din analyse afdække, hvad der er centralt i teksten, hvordan teksten formidler dét, der siges (altså tekstens virkemidler) samt hvorfor det formidles således, dvs. med hvilken effekt og hensigt det formidles.

I den analyserende artikel skal du formidle din forståelse af teksten ved at komme med påstande om tekstens virkemidler og hensigt. Det gør du ved at finde relevante tekstcitater og analytisk velbegrundede iagttagelser. Den gode analyse og fortolkning er derfor en velstruktureret og veldokumenteret analytisk gennemgang af teksten. Og den gode analyse og fortolkning bevæger sig fra konkrete iagttagelser (f.eks. personer, miljø, fortælleteknik) til mere og mere abstrakte udsagn om teksten (tema og budskab). Den faglige sammenhæng skabes i høj grad ved, at de konkrete iagttagelser tydeligt bruges som belæg for de mere abstrakte udsagn om teksten.

 

Den analyserende artikel er præget af fagsprog end den reflekterende og debatterende artikel. Du skal her træde ind i rollen som den myndige analytiker og formidler, og det skal dit sprog også afspejle. I analysedelen og i en evt. perspektivering bør du derfor helt undlade den personlige sprogtone og i stedet formulere dig fagligt og neutralt. I vurderingen kan det derimod være på sin plads at benytte en mere personlig sprogtone, men også her gælder det, at du skal undgå alt for massiv brug af jeg-form (”jeg synes”, ”jeg mener” mv.). I stedet skal du forsøge at omskrive disse formuleringer til mere generelle vendinger og evt. retoriske spørgsmål.

 

 

 

 

Nyttige links

Gyldendals ordbøger - Dansk

 

 

Mest for lærerne