Skriv i fagene
Samfundsfag

Skrivemetro  >  Skriv i fagene  > Samfundsfag Linjeoversigt   -  Index   -   Forside

Synopsismodel for samfundsfag

 

Der er to eksamensformer i samfundsfag på A- og B-niveau. Hvis der vælges en anden prøveform med spørgsmål formuleret af eksaminator og 60 minutters forberedelsestid, så skal der ikke udarbejdes en synopsis. Det gælder både for A- og B-niveau.

Hvis du skal til synopsis-eksamen i samfundsfag gælder følgende: Der er tre brikker i den gode synopsis i samfundsfag: Bilagene, relevant faglig viden og de taksonomiske niveauer. Vær opmærksom på, at samfundsfagssynopsen adskiller sig fra kravene til en AT-synopsis.

Mundtlig eksamen i samfundsfag på A- og B-niveau tager udgangspunkt i et bilagsmateriale, som du skal lave en synopsis på baggrund af. Bilagsmaterialet indeholder tekst, talmateriale og evt. billeder. Omfanget af bilagsmaterialet afhænger af niveau og forberedelsestid til eksamen:

 

A-niveau: Bilagsmaterialet består af 8-10 normalsider a 2400 enheder (antal anslag inklusive mellemrum) ved 24 timers eksamen. Omregning af tabeller, diagrammer og billeder til normalsider foregår efter et skøn.

 

B-niveau: Bilagsmaterialet består af 6-8 normalsider a 2400 enheder (antal anslag inklusive mellemrum) ved 24 timers eksamen. Omregning af tabeller, diagrammer og billeder til normalsider foregår efter et skøn.

Du skal ved 24-timers eksamen også selv finde mindst et relevant bilag, som har relevans for din problemformulering. Det kunne fx være en artikel, en tabel eller lignende.

Du har cirka 8-10 minutter til at lave et oplæg på baggrund af din synopsis til den mundtlige eksamen. Derefter vil du blive afbrudt (hvis du ikke er færdig), og eksaminator vil indlede en faglig dialog på baggrund af synopsen.

Bemærk, at lærer og censor ikke får synopsen forud for eksamen. Det betyder, at synopsen skal være kortfattet og meget overskuelig. Du skal desuden huske at medbringe tre eksemplarer af synopsen til eksamen og tre eksemplarer af det selvfundne materiale.

 

 

Skriv kortfattet og stramt struktureret. Omfang ca. 1,5-3 sider

Overskrift

Overskriften skal være identisk med overskriften på det forløb eller tema, som du har trukket

ca.

½ side

 

Problemformulering 

Din problemformulering skal formuleres som et spørgsmål og være et overordnet og undrende spørgsmål. Fx ”har den danske velfærdsmodel en fremtid?” eller ”er det danske demokrati i krise?”

Præsentation af de problemstillinger, der er arbejdet med

Problemstillinger er de underspørgsmål, der er nødvendige at undersøge for at besvare problemformuleringen. Det er meget vigtigt, at problemstillingerne falder indenfor problemformuleringens fokus.

Problemstillingerne skal følge de taksonomiske niveauer, og kan formuleres som spørgsmål. Tre problemstillinger er mest almindeligt.

Besvarelse af problemstillingerne:

 

Redegørelse

Analyse

Diskussion

I besvarelsen af din redegørende problemstilling skal du huske et klart fokus i valg af teori og begreber.

I analysen skal du bruge det udleverede bilagsmateriale i samspil med begreber, teorier og metoder til at belyse synopsens analyserende problemstilling.

Du skal inddrage alle eller hovedparten af de udleverede bilag og være klar til mundtligt at indgå i en dialog om dem, du ikke har brugt. Du skal også selv medbringe mindst et bilag, som har relevans for temaet, fx en artikel, en tabel eller lignende.

I diskussionen er det vigtigt, at du opstiller forskellige faglige synspunkter for og imod eller flere sider af problemstillingen, som du kan folde ud mundtligt i en diskussion. Tag udgangspunkt i fx forskellige ideologiske opfattelser, økonomiske skoler eller lignende. Husk at tage udgangspunkt i din problemformulering, så der er en rød tråd gennem synopsen.

For at sikre at du både bruger begreber, teori og de udleverede eksamensbilag i både analyse og diskussion, så kan du evt. markere begreber og teori med fed, og brugen af bilag med gult. Dermed får du nemt et overblik over, om du får brugt begge dele løbende igennem din undersøgelse af problemstillingerne.

Ca. 1,5 sider

En samlet konklusion på problemformuleringen

Konklusionen skal sammenfatte resultatet af dine problemstillinger og dermed svare på problemformuleringen.

 

Efter konklusionen kan du evt. kort perspektivere til andre tematikker, som kan diskuteres på baggrund af det udleverede bilagsmateriale og forløbets tema.

ca.½

side

Litteraturliste

Litteraturliste, hvor du angiver anvendt materiale.