Skriv i fagene
Linjeoversigt

Skrivemetro  >  Skriv i fagene  Linjeoversigt   -  Index   -   Forside

Fagenes metoder  - Design

 

Arbejdsformer

Fra designfagets undervisning kender du en række arbejdsformer, der er såvel teoriorienterede, analytiske som innovativt undersøgende og udviklende. Projektarbejdet indeholder som regel en idéudviklende skitsering, brugerundersøgelse, målgruppebestemmelse, materialeundersøgelse, research af eksisterende løsninger samt udarbejdelse af præsentationsmateriale.

 

 

Metodiske overvejelser

Analysen af de professionelle designere og arkitekters værker tager udgangspunkt i design-parameter-begreberne. I første omgang er metoden deskriptiv, når analysen prøver at kortlægge et designprodukt med udgangspunkt i begreber som form, funktion, kommunikation, æstetik, økonomi m.m. Målet for analysen er dog en vurdering - nemlig bestemmelsen af hvilke designparametre der har spillet de vigtigste roller. Derved forsøger du i analysen at forstå det professionelle design både som en proces og et resultat, der har været afhængigt af tid, sted, kultur og samfund - og de muligheder og krav som den konkrete situation har rummet.

I dit praktiske arbejde med designfagets projekter er metoderne orienteret mod det innovative arbejde. De samme designparametre kan bruges til at bestemme dine egne projekters rammer i form af krav og muligheder, de kan indgå i beskrivelsen af din proces og de kan bruges som udgangspunkt for en vurdering af dit designresultats styrker og svagheder.

 

 

Dine og andres undersøgelser

I en SRP vil du typisk skulle lave dine egne analyser af professionelt designarbejde og arkitektur. Men selvfølgeligt kan dette analysearbejde med fordel diskuteres op mod synspunkter, du f.eks. kan finde i arkitekturtidsskrifter, arkitekturanmeldelser og designlitteratur.

Kun i forbindelse med en innovations-SRP vil et selvfremstillet designarbejde indgå.

I forbindelse med en biotek-design-SRP om brugen af svampes mycelium til at udvikle nye materialer kom en del af opgavematerialet til at bestå af forskeres arbejde med at udvikle teknologien. Her var en vigtig opgave for eleven at forholde sig reflekteret og kritisk til forudsigelserne om teknologiens brugbarhed.

 

 

Basale videnskabsteoriske overvejelser

Designfaget vil i SRP-sammenhænge kunne arbejde humanistisk med forståelsen af f.eks. arkitekturen som et kulturelt udtryk. Arbejdsformen kan være hermeneutisk, idet en forforståelse af tidens stiltræk og en viden om en arkitekts forskellige bygninger kan danne udgangspunkt for de spørgsmål, der stilles i analysen af et konkret bygningsværk og den proces, der førte frem til dets udformning.

Naturvidenskabelige arbejdsformer vil især finde anvendelse i forbindelse med udvikling af materialer, konstruktioner og teknologi. Eksemplet med mycelium, der skal bruges til at binde affaldsprodukter som f.eks. savsmuld sammen til materialer med en brugbar fasthed, har rod i forskere og ingeniørers hypotetisk-deduktive arbejde. På baggrund af en hypotese om, at det er muligt at nå tilstrækkelig fasthed og bæreevne til f.eks. at bruge savsmuld som byggemateriale i arkitektur, bliver der eksperimenteret med forskellige produktionsprocesser.

Samfundsvidenskabelige arbejdsformer som kvalitative og kvantitative undersøgelse kan i en designproces f.eks. finde anvendelse i bruger- og målgruppeundersøgelser. Interviews der indkredser et designproblem kan ligesom statistisk arbejde med at beskrive den typiske bruger af et produkt være veje til at træffe afgørende valg i designprocessen.