Skriv i fagene
Linjeoversigt

Skrivemetro  >  Skriv i fagene  Linjeoversigt   -  Index   -   Forside

Fagenes metoder  - Psykologi

 

Arbejdsformer  

I psykologi arbejdes der typisk med ANALYSE og DISKUSSION af, hvad og hvorfor mennesker tænker, handler og føler som de gør. For at få en dybere forståelse af dét, bruges teorier og undersøgelser. Teoriernes forforståelse er funderet i enten det naturvidenskabelige, det humanistiske eller det samfundsvidenskabelige fakultet. Det betyder, at forskellige teorier har forskellige forhold i fokus og opfatter ’genstanden’ mennesket forskelligt. De personer, som er genstand for analysen, optræder typisk som “virkelige” mennesker i en case eller som fiktive personer, fx  i  en roman, novelle eller film.  

Ofte vil der være lavet undersøgelser af det fænomen, du som elev er i færd med at undersøge, og det vil være naturligt, at du sammenligner genstanden for din analyse, dvs. casepersonens tanker, handlinger og følelser med disse undersøgelser.  

 

 

Metodiske overvejelser 

I SRP-projektet arbejder du med at finde svar på en stillet opgave, der indeholder nogle psykologiske problemstillinger. En væsentlig del af dette arbejde handler om at øge din bevidsthed omkring din egen tilgang til projektet, dvs., hvad det er for handlinger, du har gjort for at finde svar på dine psykologiske problemstillinger. Har du fx selv indsamlet empiri? - har du brugt andres empiri? Fokuserer din undersøgelse i dybden og har undersøgt enkeltpersoner og har lavet et KVALITATIVT studie, fx, i form af interviews eller har undersøgelsen fokuseret mere bredt og fx set på, hvordan et fænomen udspiller sig i en gruppe i et KVANTITATIVT studie, fx i form af en statistisk undersøgelse? Et eksempel på, hvordan man kan bruge begreberne, er fx Muzafer Scherifs undersøgelse af ind-og udgruppe adfærd i Robbers Cave. Dette forsøg er et felteksperiment (naturlige omgivelser) og er bygget på kvalitative observationer af drengegruppers adfærd. 

 

Tag også stilling til, hvilket psykologisk retning/tradition og fakultet dine vigtigste teoretikere tilhører, og om teorierne er baseret på en naturvidenskabelig tradition, en samfundsvidenskabelig tradition eller en humanistisk tradition. Stanley Milgrams studie af autoritet og lydighed er fx et eksperiment, hvor man bl.a. gennem observation uddrager kvantitative data (statistik) og han tilhører den klassiske eksperimentelle samfundsvidenskabelige tradition.    

 

Der er også andre metodiske forhold man kan overveje. Du vil igennem din tid som psykologielev på FG have arbejdet med metoder i undervisningen, og du har derfor materiale, som uddyber de metodiske forhold- se dette materiale for nærmere konkretisering og uddybning.  

 

 

  

Dine og andres undersøgelser 

Særligt til den mundtlige del af din SRP-eksamen, forventes det, at du forholder dig reflekteret og kritisk til den viden, som du præsenterer i din opgave. Altså hvordan har du fundet ud at dét, som du konkluderer i din opgave. 

Det gør du på baggrund af nogle valg, du har truffet om brug af teorier, undersøgelser, og måske dine egne undersøgelser, mv. Også her vil du vil igennem undervisningen på FG have brugt materiale, som har trænet dig i netop dette. Overordnet handler det om at stille kritiske spørgsmål til de undersøgelser, du bruger, uanset om det er andres eller dine egne. Du bør forholde dig til undersøgelsens “hvor”, “hvornår”, “hvem”, “hvordan” og “hvad”. 

 

 

 

Basale videnskabsteoriske overvejelser 

Hvis du skriver med et sprogfag og arbejder med et fiktivt værk, bliver du i psykologi typisk bedt om, at  vurdere i hvor høj grad fremstillingen i dit fiktive værk er troværdig. For at vurdere dette, kan man fx  inddrage materiale, evt. en casehistorie, der belyser samme problemstilling. Skriver du fx om psykopati, kan du inddrage massemorderen Peter Lundin som din ’case’ og sammenligne din fiktive caseperson i værket fx American Psycho med Lundin-casen. Her sammenligner man altså fiktionens bud (form/virkemidler) på en fremstilling af problemstillingen med den psykologiske teori og det diskuteres i hvor høj grad fiktionen afspejler de psykologiske teorier og undersøgelser, du har fremlagt.