|
Skriv for at formidle Dokumenter korrekt og undgå plagiat |
|
Skrivemetro > Skriv for at formidle > Dokumentation |
||
Hvis du vil overbevise nogen om, at du har ret i en påstand er det vigtigt, at du kan dokumentere, at det du siger, er rigtigt. Ellers er det netop bare noget, du påstår uden at underbygge det.
Derudover er det vigtigt, når du skriver, at du fremstår troværdig, og det gør du ikke med mindre du henviser til, hvordan du kan drage de slutninger, du gør, og hvis arbejde du bygger videre på. Det vil med andre ord sige, at din argumentation skal være i orden, og at du skal bruge henvisninger, noter og literaturliste.
For at fremstå troværdigt, er det vigtigt, at du ikke bruger ukorrekte oplysninger eller fordrejer andres synspunkter. Du må ikke "snyde på vægten", men skal bygge på troværdige kilder inden for det felt du arbejder.
I dette opslag kan du læse om, hvad dokumentation er, og hvorfor det er vigtigt. Du kan læse om forskellige typer dokumentation Du kan læse om redelighed og plagiering
Dokumentation er de argumenter som man fremfører som bevis eller belæg for at de resultater og konklusioner, man er kommet frem til, er sande. Det kan være en litterær fortolkning, en konklusion på en nogle forsøgsresultater eller resultatet i en matematikopgave. Dokumentation skal altid være noget, andre kan finde frem til. Det er ikke nok, at henvise til egen viden eller at man har lært det i undervisningen. Selv den dygtigste elev kan huske forkert eller misforstå læreren, og hvis man ikke henviser til en kilde udenfor sig selv, kan læseren ikke efterprøve påstanden. Det er med andre ord mægtigt fint at bruge andres viden, hvis blot man henviser korrekt. Men man skal vise selvstændighed ved at skabe et nyt overblik over den viden man bruger eller lægge en ny vinkel ned over stoffet. Eller man skal kombinere forskellige kilder for på den måde at komme frem til et selvstændigt resultat.
Forskellige former for dokumentation Dokumentation kan have en række forskellige former.
Teksthenvisning Du henviser på et overordnet plan til hovedideen i en længere tekst. Fx ”Giddens (1991) beskriver en række forhold ved det senmoderne samfund.” (Eksempel fra siden www.stopplagiat.nu) I dette tilfælde henviser årstallet 1991 til litteraturlisten, hvor det er let at identificere teksten ud fra oplysningerne om forfatternavn og udgivelsesår.
Citat Du citerer ordret en passage fra teksten. Den angiver du tydeligt med kursiv og anførselstegn. Det er vigtigt, at du skriver korrekt af fra teksten. Skulle du være så uheldig, at der er en trykfejl i det, du vil citere, må du ikke rette den, men blot markere det ved at skrive ”[sic!]” umiddelbart efter fejlen. Hvis du får brug for at forkorte et citat angiver du det med ”[…]”
Det giver god mening at citere, når teksten udtrykker noget, du ikke kan sige bedre selv, eller når du har brug for at kommentere tekstens form eller sprogbrug. Husk blot, at citater aldrig kan tale for sig selv, men altid skal kommenteres. Du kan evt. finde gode eksempler på brug af citater i følgende Powerpoint (PP om henvisninger og citater)
Parafrase Den måske mest almindelige måde at bruge kilder på, er at du læser dem og siden gengiver deres indhold med dine egne ord. Det er vigtigt, at der vitterligt er tale om dine egne ord. Det duer ikke, at du blot erstatter nogle ord i en kilde, eller at du udelader et par sætninger eller bytter lidt om på rækkefølgen, for det er ikke parafrase men plagiering. Du bør altså læse kilden, tage gode noter og så, når du har kilden og dens sprog lidt på afstand, prøve at forklare indholdet, sådan som du har forstået det. Du skal naturligvis stadig henvise til kilden, idet du ikke baserer det, du skriver, på dine egne ideer.
Det er vigtigt, at man dokumenterer korrekt, da der ellers kan være tale om plagiering (se evt www.stopplagiat.nu ), dvs. snyd, som i yderste konsekvens kan føre til bortvisning. Hvis man sjusker med sine henvisninger eller ikke er tilstrækkeligt omhyggelig, kan man komme til at plagiere uden at ville det. Man henviser til sin dokumentation ved at bruge fodnoter og lave en litteraturliste. Læs mere om kildehenvisninger og samspillet mellem fodnoter og litteraturliste.
Formålet med at henvise er:
Hvis du er i tvivl, er det næsten altid bedre at lave en henvisning for meget end en for lidt. En god opgave kan sagtens være en opgave, som baserer sig på andres viden, hvis blot den anvender den viden på en god og faglig måde.
Nyttige links Kildeangivelse Citater og kildeangivelser (dok) At citere korrekt (dok)
|